ADVARSEL: Vær venligst opmærksom på at disse sider kan have jagtmæssigt indhold og dermed billeder og videoer af døde dyr og dyr, som bliver skudt.

Herunder vises kun de sidste 10 blogindlæg. 

Se under kategorierne "Natur", "Jagt i Danmark""Jagt i Tyskland", "Fisk og vandløb", "Hund" og "Udstyr" og find tidligere blogindlæg.

På "bæver-jagt"
17.10.2019

Var i dag på udkig erfter bævere langs et af vores vandløb. Vandløbet var gået over sine bredder i stor stil, og mistanken faldt straks på om en bæver havde bygget en dæmning som stuvede vandet.

Det var dog ikke tilfældet, og årsagen til oversvømmelserne skulle nok bare tilskrives de store mængder regn som var faldet de foregående dage.

Der er dog ingen tvivl om at bæverne huserer i området til trods for manglende dæmning/bo.


Svampetid
11.09.2019

Svampene trives for tiden i det våde og lune vejr. Så der er gode muligheder for at finde svampe til madlavningen, hvis man tager en tur i skoven. Husk at vær sikker på om svampene er spisesvampe :-).

God tur i naturen.


En af dagens opgaver bestod i, at tage hånd om en henvendelse fra en bekymret hundelufter, som havde set et stort dødt dyr i et af vores vandløb.

Det var ikke svært at se, at der var tale om et rådyr, og efter at have fået dyret på land også at kunne konstatere, at der var tale om en gaffelbuk (gad vide hvordan hundelufteren vil reagere ved synet af en ko, hvis et rådyr er "et stort dyr"?

Nå, men i hvert fald underligt med en buk i sin bedste alder som forender i et vandløb. Mon ikke der er tale om en anskydning som ikke er blevet fundet? Det er der ikke nogen af de lokale jagtberettigede, der vil vedkende sig efter at være forespurgt, så det må stå hen i det uvisse. Den kan selvfølgelig ha´ været syg, og måske skræmt i vandet af en løs hund?

Men at tolke på dyrets tilstand nu, kunne det passe fint med en buk fra en af de sidste dage af sæsonen.


Lige nu kan man være heldig at finde blomstrende orkidéer i naturen. Her er det Priklæbet Gøgeurt som trives fint.

Husk at alle orkidéer i DK er fredet og ikke må plukkes.


Jeg mener ikke, at man kan ha´ en jagtblog uden at tale om udstyr. Blandt mine venner har vi et ordsprog, der siger: "Den med mindst udstyr, når vi dør, har tabt!".

Jeg har haft lidt forskellige rifler siden min spæde start som riffeljæger, men i dag er jeg i besiddelse af to stk.

Jeg har min gamle Tikka M65 med et noget slidt træskæfte med en Schmidt & Bender 3-12x50 Zenith med lys påmonteret, med en original fast Tikka-montage. Kaliberen er 6,5x55 og jeg har altid skudt med Norma´s 10,1 g Vulkan kugle.

Vi har haft mange gode år og oplevelser sammen, men ikke desto mindre gjorde jagtturene til Tyskland, at jeg savnede en lidt større kaliber. Der er ingen tvivl om, at et dyr, der er skudt i hjerteregionen dør, uanset kaliber. Til gengæld er der heller ingen tvivl om, at jo før et truffet dyr lægger sig herefter desto bedre. Og særligt vildsvin er bare seje i den retning. 

Det korte af det lange er, at jeg for nogle år siden købte mig en ny Tikka. En Tikka T3x Wild Boar i kaliber .308 win. Wild Boar modellen er produceret i et begrænset oplag og er en blanding af Tikka´s Lite-model og CTR-model.

En super lækker riffel hvis du spørger mig. Skæftet er i lydløst kunstmateriale og der er fabriksmonteret Picatinny-skinne og gevind til lyddæmper. Herudover er der to stk. 10 skuds-magasiner og en masse andre gode features.

Jeg har sat en Zeiss kikkert (Conquest DL 3-12x50 med ballistisk tårn og rødpunktssigte) på Picatinny-skinnen med quickmontage fra Leupold. 

Herudover har jeg en Aimpoint Micro H2 (MOA2) ligeledes med quikmontage til posterne, hvor der højst er skudchancer på op til ca. 60 m, hvor dette rødpunktssigte er genialt. 

Riflen er påmonteret en Stalon WM110 lyddæmper, som går godt nedover det korte løb så den ikke virker for bombastisk. Rekylen er stort set lig med nul, og lyden er meget reduceret når skuddet går (kan anbefales).

Når jeg træner er det med enten Normas Jaktmatch eller Sellier & Bellot, og ellers skyder jeg med jagtammunitionen Super Hammerhead - Wildboar fra Sako på 11,7 g.


Så kom lille Birla til vores hjem. Det er dejligt med hunde-liv i huset igen, og vi glæder os til at træne til jagt igen og til at ha´ en gå-makker til dagligt. Se lidt billeder af vidunderet her.


Endnu en fantastisk bukkejagt hos vores tyske venner.

I år havde vi 10-års jubilæum med jagt samme sted i Tyskland. Det er blevet til mange bukke, vildsvin og særdeles fremragende naturoplevelser.

Jubiliæumsåret blev ingen skuffelse. Vi skød 10 bukke og et vildsvin. Bukkene var som sædvanligt plukket fra alle hylder, men flere var rigtig fine, og i særdeleshed var en abnorm og dermed ekstra unik.

Se lidt billeder her via linket til instagram, eller se hele filmen fra turen her.


Så er der heldigvis allerede en ny hund på vej til familien. Og endda én med samme familie og gode jagtgener som vores nyligt afdøde Tikka. Vi glæder os til liv i have og hus igen :-).


Forår i Sverige
17.04.2019

Påske i det svenske som vanligt. Dejligt vejr og masser af forårsliv.


"Rotter på loftet"
05.04.2019

Som nævnt i et tidligere blogindlæg (10. februar 2019), mistede vi vores hund pludseligt efter kort tids sygdom for et  par måneder siden. Efter blot to uger uden hund til at patruljere haven, kom der uventede og uønskede gæster. Se videoen her, så du forstår hvad jeg mener......